Min Sclerose/MS Historie

MS står for Multipel Sclerosis. Ofte forkorte man det til MS men det kaldes også sclerose.
 
I april 2007 vågnede jeg en morgen og havde en underlig summen i kroppen. Ligesom når ens fod sover, men det var bare næsten hele kroppen der sov. Jeg var 5 måneder henne med mit andet barn. Jeg tog til lægen og blev scannet, troede det var barnet der muligvis lå og trykkede på en nerve.
Men nej! En uge senere fik jeg en sort plet foran mit venstre øje. Jeg tog ind på Moorfield Eyehospital i London. Jeg fik af vide, at det var synsnerven der var inflameret. Jeg blev bedt om, at komme og blive undersøgt af deres neurolog. Tænkte ikke mere over det. Så en uge senere  fik jeg en barnepige til min datter og sagde til min mand, at han ikke behøvede at tage med. Havde jeg dog bare vidst, hvad ventede mig!!!!
Du har MS, lød beskeden!!
Jeg blev undersøgt og de var meget interesseret i den summen jeg havde i kroppen. Neurologen kom ind og vi snakkede lidt om vind og vejr og, at han kendte Danmark godt, da han tit underviste på hospitaler der. Så spurgte han: “ved du hvad MS er??” Ja, lidt. sagde jeg.  “Du har højst sandsynligt en form for MS. Vi ved det med sikkerhed, når vi scanner dig efter du har født.” Så sad jeg der… 5 måneder henne med mit andet barn og en lille pige halvandet år derhjemme.
Jeg tog undergrunden hjem og godt jeg havde solbriller på, for jeg græd hele vejen. Min mand brød helt sammen, da han fik beskeden. Vi viste ikke rigtig noget om, hvad MS var så det virkede frygtelig uoverskueligt og skræmmende med sådan en besked. Tre uger senere måtte jeg stoppe med at arbejde. Jeg kunne næsten ikke gå. En månede senere blev jeg indlagt, kunne slet ikke gå. Fik en kur og kom hjem nogle uger. Sådan gik det frem til min lille dreng blev født.
Glæden blev slået itu.
Jeg kom hjem med vores dejlige lille dreng et par dage efter. Gik bare så godt i 3 uger. Jeg ammede, kunne gå lidt rundt i huset og kunne i det hele taget passe ham selv det meste af tiden. Men men men …Tre uger gammel var han  da jeg blev indlagt på Queens Square Hospital for Neurologi i London. Jeg kunne ikke gå, mine hænder blev mærkelige. Måtte med det samme stoppe med at amme. Jeg kunne kun holde min lille baby, hvis han blev lagt i mine arme støttet af tæpper og puder. Jeg kunne ikke skifte hans ble eller give ham tøj på i en månede.
Jeg blev scannet to gange og de var ikke alle enige om, om det nu også var MS. Alle synes sygdommen var meget aggressiv. Jeg blev brugt som case study. 250 neurologer sad og så mig blive undersøgt og hørte om min sag. Her i blandt flere danske. Det værste var, at min lille dreng ikke måtte blive indlagt med mig. Tre uger gammel og jeg kunne kun se ham og min datter ca. 6 timer om dagen.
En stor beslutning.
Min mand måtte opgive sit job for at tage turen med ungerne hverdag med undergrunden i 1 time for at se mig. Vores familie og venner var fantastiske men det var bare så hårdt. Jeg var indlagt i 3 uger og i den tid tog vi en meget stor beslutning. Vi ville flytte til min fødeby i Danmark. Min mor og far arbejder ikke, afstandene er mindre, vi kunne få mere hjælp på mange måder.
Min mand, som er engelsk, var helt opsat på det, jeg ville ikke. Følte jeg blev tvunget af sygdommen og ikke selv tog beslutningen. Vi fik helt fantastisk hjælp økonomisk og folk donerede meget gavmildt  møbler og lign. 3 måneder efter jeg blev udskrevet, flyttede vi til Danmark. Det var i slutningen af november 2007. Min mor flyttede ud af sin lejlighed, hvor vi så boede i 5 måneder.
Vi bor nu i en dejlig lille lejlighed, vi lejer. Den er handicapvenlig og vores liv er vel næsten normalt nu. Folk har været fantastisk gavmilde og vi har fået så mange ting og så meget hjælp. Jeg har det bedre men har absolut ikke accepteret sygdommen og den gør mig gal. Heldigvis har vi et fantastisk netværk af familie og venner.
Min neurolog her i Danmark er utrolig optimistisk og positiv og får mig til at føle mig i de bedste hænder. Min mand har været helt fantastisk, den bedste man kan ønske sig og han elsker at bo i Danmark.  Mine børn trives. Hvad mere kan man be om….???

5 kommentarer:

  1. Blev helt vild røret af din historie... Sidder og tuder...

    SvarSlet
  2. En rørende historie om at livet er man ikke altid selv herre over, men man kan prøve at få det bedste ud af det liv man får tildelt, og det lyder som om du er landet der.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine søde ord, Pia:)

      Slet
  3. Kære Mette, efter al den tid jeg har fulgt dig på bloggen, er det først nu jeg faktisk læser din historie. Jeg blev virkelig rørt over den, det er noget af en tur du har været igennem. Med tanke på hvor stærk du altid virker, hvor positiv du altid prøver på at være, så kom det faktisk lidt bag på mig, du har været igennem alt dette. Stor respekt for den måde du vælger at takle sygdommen på og stor beundring over din måde at se tingene. Stor kram Malin

    SvarSlet

Hvad du synes om det.....

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...